De følgende biografiske oplysninger om Lucille Cedercrans stammer fra Gretchen Ann Groths biografi om hende, Luminous Sitting, Torturous Walking. Biogra-fien fremstår som en blanding af prosa og poesi, tekster skrevet af Lucille Cedercrans selv, tekster skrevet af Gretchen Ann Groth og kommunikation fra Mester R. I bogen er der også bidrag fra Lucilles venner og studerende.
Gretchen Ann Groths biografi kan varmt anbefales, hvis du vil vide mere om Lucille Cedercrans, hendes liv og den måde hendes bøger blev til på. På min hjemmeside occultwisdom.dk kan du finde et ekstrakt af biografien oversat til dansk.
Her kan de se Gretchen Ann Groths egen hjemmeside.
Lucille Cedercrans Schaible, 1921 – 1984
Barndom og ungdom
Man kan ikke sige at den lille Lucille havde en lykkelig barndom. Hendes forældre sloges altid, så når hun kunne gennemtvinge det, var hun hos sine bedsteforældre. Forældrene blev skilt da hun var ni år gammel.
Hun gennemførte ikke gymnasiet og havde være gift tre gange inden hun fyldte 21. Da hun første gang fik kontakt til ”Tilstedeværelsen”, som hun selv kaldte sin forbindelse til Mester R, var hun 27 år gammel, gift med en mælkemand og mor til fem børn under 10 år.
På et langt senere tidspunkt oplyste Mester R hende om, at: ”… de tidlige år, så vanskelige de var, var en slags beskyttelse, en beskyttelse af hensyn til din funktion. Du var afskåret fra mange af de socialiserende og bestemmende faktorer der påvirker sind, hjerter og hjerner hos de medlemmer af menneskeheden, som er dens ledere og som tilsyneladende former dens skæbne”.
Visdommen, 1948 – 1962
Der er en fin fortælling i Gretchen Ann Groths biografi om hvordan Lucille møder Tilstedeværelsen. Hun sidder en dag udmattet i sin gyngestol, da hun oplever at nogen eller noget pludselig invaderer hele hendes væsen og smelter sammen med hende. Hun oplever det som fredfyldt. Hun gennemstrømmes af fremmedartet viden og begreber. Hun får svar på spørgsmål, som hun aldrig før havde vidst at stille. Og hun oplever på samme tid latter og kærlighed og glæde. Hun er fuldstændig uforberedt og kender intet til den slags oplevelser. Der var ikke på den tid en generel forståelse i samfundet af den type spiritualitet, så hun havde intet at sammenligne sin oplevelse med. Hun havde minimal formel uddannelse og ingen religiøs træning, og kendte intet til teosofi eller Alice Bailey.
Trods den mærkelige situation accepterede hun den træning, som foreslås af denne Tilstedeværelse. Fra da af og frem til 1962 genererede hun det materiale, som udgør hendes forfatterskab. “Den Nye Tankeformspræsentation af Visdommen”, som hun selv mange gange benævner det.
Efter den første kontakt, satte hun tid af hver dag til at træne sin forbindelse med Tilstedeværelsen. I begyndelsen hørte hun anvisningerne som ord. Ret snart behøvede hun dog ikke at ”høre” for at forstå hvad der blev ”sagt”. Der var ikke tale om trance eller diktat, mere om en sammensmeltning, hvorefter hun selv med egne ord formulerede de begreber eller den betydning, der kom til hende som energi og ikke som ord.
Året efter denne oplevelse, tilbød hun sin første meditations undervisning. Herefter gik det slag i slag: Hun dannede grupper og centre forskellige steder i USA, tilbød undervisning og nedskrev materiale. Materialet er formet dels som lektioner, dels som kortere artikler.
Tvivl
Samtidig med dette fokuserede arbejde var hendes liv også præget af tvivl. I al den tid hun arbejdede sammen med Mester R, var hun ofte i tvivl. Hun tvivlede om mestrenes eksistens, om Hierarkiets eksistens og om projektionerne var reelle eller bare et resultat af vrangforestillinger. Hun tvivlede også om sin egen rolle som ”Station”. For hvordan kunne hun, en ubetydelig husmor uden uddannelse, være talerør for dem …
Hertil kommer at hun ofte var præget af skyld og fortrydelse over ikke at være den hustru og mor, som mand og børn kunne forvente. Hun var hjemmegående, javist, men hun var ikke særlig optaget af at sørge for familien. Hendes primære fokus var at forfølge sit åndelige kald.
Endelig hvilede der også et voldsomt pres på hende om at præstere fra medlemmerne i de grupper, hun dannede. Som nævnt dannede hun grupper mange forskellige steder i USA. I perioden fra 1952 til 1962 flyttede hun således ikke mindre end 7 gange. Måske de mange flytninger også kan ses som et udtryk for regulær flugt fra dette pres.
Lucille forstod sin funktion for Mester R som at skabe et ”modtageligt felt” (”body receptive”) for Den Tidløse Visdom i Vesten, så ”Mestrene” (ofte specificeret som de tibetanske mestre) senere kunne træde frem og undervise ”personligt” i visdommen. Særligt Sjælens Natur (The Nature of the Soul) var skabt som en overgang, en bro fra de jødisk-kristne rammer til de åndelige begreber i buddhismen og hinduismen.
Mellemperiode 1962 – 1972
I 1962 kappede Lucille forbindelsen til sine grupper og sin undervisning og sine projektioner fra Mester R. Hun flyttede til Spokane i Washington for at drive en restaurant sammen med sin mand.
I 1965 fik hun arbejde ved Michigan Universitet som forskningsassistent i et uddannelsesprogram til brug for underskole og gymnasium.
Da dette program ophørte i 1972, kom Lucilles tidligere virksomhed som underviser i meditation og åndelighed frem til overfladen. En ny gruppe blev dannet. Men hurtigt kom også den tidligere tvivl og modstand igen op til overfladen, og hun flyttede – eller flygtede – igen til nyt arbejde.
I vinteren 1972 fik hun akut leddegigt. Kort efter blev gigten så alvorlig, at hun fik tildelt permanent invalidepension. De sidste 12 år af sit liv, levede hun med konstante voldsomme og smertefulde helbredsproblemer.
Buddhisme 1973 – 84
I 1973 kom hun ad mærkelige omveje i kontakt med den Tibetanske Buddhisme. Her deltog hun i et 7 ugers udviklingsprogram ved Tarthang Tulku Rinpoche, på Nyingma Institute, Berkeley California.
Hun skriver selv herom: Tarthang Tulku sagde, at dette sommerprogram ville afklare min tvivl om at bringe kommunikation igennem. …
Efterhånden som undervisningen skrider frem, lægger jeg mærke til at Tarthang Tulku underviser med forskellige energier på forskellige tidspunkter. … Det gik pludselig op for mig, at Tarthang Tulku faktisk repræsenterer flere af mine kontakter. …
Så altså, enten bringer Tarthang Tulku disse Mestre igennem eller også er der noget andet på spil. … Mit gæt er, at de forskellige mestres energier (R, M, DK, og så videre) er universelle energier, der kommer til syne i former, der passer til situationen og de involverede. En mester, som han identificeres i Baileys bøger, eller som jeg oplevede ham, kan godt samtidig være en af guddommene i den tibetanske buddhisme.
Hvis det kan hjælpe menneskers åndelige vækst, at præsentere sig som Guru Rinpoche, Mester R eller mester DK, så er det gavnligt. Praktiserende buddhister mediterer på guddommen for til sidst at kunne legemliggøre visdomsenergierne fra denne guddom. Studerende af Den Nye Tankeformspræsentation praktiserer de meditative former og indoptager visdomslæren som den præsenteres af Mester R i mit tidligere meditations materiale. I sammenhæng med tibetansk buddhisme er energien Padmasambhava. Indenfor den Nye Tankeformspræsentation er den Mester R. Der er altså ikke nogen konflikt. Forskellige veje til åndelig udvikling for forskellige mennesker. Ingen konflikt overhovedet.
Herefter blev hun hurtigt autoriseret indenfor den tibetanske buddhisme. Hun fik endda den øverste lamas velsignelse til at udvikle sin helt egen tilgang. Fra 1973 til sin død i 1984 underviste hun – igen flere forskellige steder i USA – i denne tradition.
Den sidste tid
Det hører – hvor sørgeligt eller mærkeligt det end er – med til en beskrivelse af Lucille Cedercrans’ liv, at hun udviste en meget besynderlige opførsel, eller side af sig selv, jo mere fremskreden hendes sygdom blev. Hun sled sine hjælpere op med fuldstændig ublu krav om opmærksomhed og hjælp. Samtidig viste en grundig klinisk undersøgelse af hende, at hun ville være fuldt ud i stand til at gøre det meste selv.
Det udfordrer den der læser biografien om hende. Men det har selvfølgelig endnu mere udfordret dem, der frivilligt påtog sig at tage sig af hende i døgndrift. Var hun simpelt hen urimelig? Ville det rigtigste have været at lade hende passe sig selv? Var det en sidste ”lektion” hun dermed gav dem om at spiritualitet ikke er det rene lys og kærlighed, men også vanskelige erkendelser og hårdt arbejde?
Det får stå hen! I de sidste måneder gav hendes system gradvis op. Hun blev plejet døgnet rundt af gruppemedlemmerne, og hendes sædvanlige undervisning af gruppen ophørte.
Lucille Cedercrans døde den 21. juni 1984.